2022-04-05

ISS Danmark donerer 6000 flasker håndsprit til Røde Kors' genbrugsbutikker

ISS Danmark donerer og leverer 6000 flasker håndsprit til brug i Røde Kors’ 250 genbrugsbutikker over hele landet. Donationen sker som led i det stærke samarbejde mellem Røde Kors og ISS Danmark.
Røde kors genbrug 3

De fleste danskere har under Covid-19 pandemien lært om god håndhygiejne. Og selvom Covid-19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom, så er der stadig mange butikker og forretninger, der fortsat giver mulighed for at spritte hænder af.

Hos Røde Kors’ 250 genbrugsbutikker er der fortsat efterspørgsel på håndsprit, og derfor vækker det stor begejstring hos Røde Kors, at ISS Danmark har doneret og leveret 6000 flasker håndsprit svarende til 3.000 liter.

”Vi er så glade for, at ISS Danmark har doneret en masse håndsprit til vores genbrugsbutikker. Vi kan se, at vores kunder stadig bruger håndsprit, når de besøger vores butikker. Med donationen fra ISS Danmark giver det fortsat mulighed for at spritte hænder af, når kunderne besøger vores butikker,” siger Tina Donnerborg, afdelingschef for genbrugsafdelingen i Røde Kors og fortsætter:

”Selvom Covid-19 ikke længere er så kritisk for vores samfund, så har vi stadig fokus på god håndhygiejne ude i vores butikker. Og det kan vi mærke, at vores mange kunder også har.”

Hos ISS Danmark er der også stor glæde over, at donationen af håndspritten kan bruges af Røde Kors.

”Hvis vi med vores donation kan være med til at gøre kunderne lidt mere trygge, når de besøger en af Røde Kors’ mange genbrugsbutikker, så er vi superglade for, at vi kan være med til at gøre en lille forskel for de mange kunder,” siger Henrik Lundberg, head of Supply Chain & Procurement i ISS Danmark og fortsætter:

”Vi har igennem mange år haft et rigtigt godt og tæt samarbejde med Røde Kors, blandt andet om at hjælpe flygtninge i arbejde. Derfor er det også helt oplagt, at vi donerer vores overskydende håndsprit til Røde Kors, som får glæde og gavn af håndspritten ude i deres butikker.”

De mange tusinde flasker håndsprit af en halv liter bliver løbende leveret rundt til de 250 genbrugsbutikker over hele landet.

 

Røde Kors i Danmark

Røde Kors er til stede over hele landet, og hver dag bringer vi håb i tusindvis af menneskers liv. Omkring 35.000 frivillige i vores 204 lokale Røde Kors afdelinger afhjælper social nød og gør en medmenneskelig forskel med udgangspunkt i lokale behov og det enkelte menneskes livssituation.

Fakta om ISS Danmark

ISS Danmark er Danmarks førende udbyder af facility services. Der er 6500 medarbejdere i den danske del af ISS-koncernen, der er eksperter inden for cleaning, food services, technical services og workplace. ISS Danmark leverer serviceydelser til nogle af Danmarks største virksomheder. På globalt plan har ISS A/S over 350.000 medarbejdere og en samlet omsætning på ca. 71 mia.kr. ISS A/S opererer i over 30 lande i Asien, Europa og Nordamerika og har over 40.000 kunder.